Accept.

Jeg er en af dem der er virkelig håbløs romantiker. Jeg har set Titanic så mange gange at jeg kan alle replikkerne og det irritere mig at ting der sker på film aldrig sker i virkeligheden! Eller jo, det gør de jo nok bare ikke for mig. Det lyder virkelig cliché agtigt.. men helt ærligt - hvem vil ikke have en happy ending? Jeg troede jeg havde en happy ending og så blev det hele smadret for mig. Jeg tror jeg et eller andet sted har givet op, jeg gider ikke kæmpe for det mere, hvis det sker, jamen så sker det. De sidste par dage har jeg følt den her utrolig behagelige ro i maven, og det er måske fordi jeg har accepteret at nogle ting bare ikke er meant to be. At man nogle gange bare må give slip på en person, selvom det er det sidste man har lyst til. At man må løfte hænderne og sige stop fordi det er for hårdt at kæmpe for noget man er ene og alene om. Om det så er et venskab eller et forhold.