Det der med at savne en person man ved man burde have glemt for længst er nok en af de værste følelser nogensinde. Jeg knyttede mig i sin tid alt for meget til én, jeg gav alt jeg havde men fik i sidste ende ikke noget tilbage, så nu føler jeg et eller andet sted at jeg mangler rigtig meget. Efter så mange år, blev jeg glemt i løbet af et par uger, og nu eksistere jeg ikke længere for ham og det har jeg ikke gjort i snart 6 mdr. Jeg mistede den person jeg fortalte alt til, den person jeg støttede mig op af til hver en tid, og det æder mig op hver evig eneste dag og for at være ærlig så irritere det mig grænseløst når folk laver sjov med at jeg ikke har givet slip - men kære venner, det er ikke noget jeg selv er herre over! tro mig, havde det været så let havde jeg gjort det for længst, for han fortjener intet fra mig længere. Han fik for meget af mig, men det var aldrig nok. Jeg var der for ham da han havde det værst, jeg satte hans ønsker over mine, jeg trodsede mine nærmeste venner og kæmpede imod mine forældre. Alt det til ingen verdens nytte - jeg blev alligevel smidt over skulderen og glemt i løbet af ingen tid. Som om jeg aldrig har eksisteret, det gør ondt hver evig eneste dag at tænke på det, forbinde det med alt musik jeg høre. Jeg udtrykker mig lettest ved musik.
- Det værste er ikke at mangle ham når jeg er ked af det og har brug for at snakke, for det har jeg heldigvis min bedsteveninde og ven til, nej, det værste er at mangle ham at dele mine lykkelige øjeblikke med. Det er der det gør mest ondt. Når jeg smiler, men stadig mangler noget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar